






Stenene 25, Langø, 5390 Martofte
Sommerhuslivet helt ud til vandet – med solnedgangen i første række
TILMELD DIG ÅBENT HUS - HUSK AT ANGIV HVORNÅR DU ØNSKER AT ANKOMME
Der findes sommerhuse tæt på vandet – og så findes der steder som dette. På naturskønne Hindsholm ligger dette skønne sommerhus på en stor grund, hvor haven møder kysten, og hvor der er direkte og fuldstændig ugeneret adgang til stranden. Her er ingen vej, sti eller andre ejendomme mellem jer og vandet – blot naturen, kysten og udsigten.
Placeringen er i sig selv noget ganske særligt. Ejendommen vender mod sydvest ud over vandet, og fra både huset og grunden kan man følge dagens sidste timer, når solen bevæger sig ned mod horisonten. Det er svært at forestille sig en bedre ramme om de lange sommeraftener – måske med aftensmaden på terrassen, en tur i vandet eller et glas vin, mens solen går ned over havet.
Sommerhuset rummer 110 m² og ligger på en imponerende grund på 2.577 m². Huset er oprindeligt fra 1934, men gennemgik i 1999 en væsentlig ombygning og renovering, hvor der blandt andet blev foretaget isolering af væggene, isat nye termoruder og etableret træbeklædning på huset overalt. Det har samtidig bevaret den helt rigtige sommerhuskarakter med lyse rum og trælofter. Planløsningen er særdeles anvendelig og giver plads til, at sommerhuset kan være samlingspunkt for flere generationer.
Indretningen byder på fire værelser, som giver rigtig gode muligheder for både børn, børnebørn og venner på besøg. Hertil kommer badeværelse og køkken samt et stort, åbent opholdsmiljø, hvor køkken, spiseplads og stue naturligt hænger sammen. Her er plads til de lange middage, kortspil og hyggelige aftener, mens brændeovnen bidrager til sommerhusstemningen, når temperaturen falder.
I den store opholdsstue trækkes blikket helt naturligt mod vinduespartierne og vandet. Den brede vinduesfront giver både et fantastisk lysindfald og en udsigt, der bliver en del af indretningen. Her behøver man næsten ikke kunst på væggene – udsigten ændrer sig med vejret, årstiderne og lyset dagen igennem.
Udenfor fortsætter oplevelsen. Den store naturgrund giver luft omkring huset og en helt særlig følelse af privatliv. Fra huset bevæger man sig direkte ned mod egen kystlinje og stranden, mens landskabet på den anden side åbner sig mod markerne. Man befinder sig ganske enkelt midt i den særlige natur, som Hindsholm er kendt for.
Til ejendommen hører desuden en garage/udhusbygning, hvor BBR registrerer 20 m² som garage, hvilket giver god plads til opbevaring af eksempelvis cykler, havemøbler og udstyr til livet ved vandet.
Det her er et sommerhus for jer, der ikke blot søger et sted at holde ferie, men et sted familien kan samles år efter år. Med fire værelser, gode fællesrum, masser af plads omkring huset og vandet lige foran jer er rammerne skabt til både stille weekender for to og sommerferier med hele familien samlet.
Og når dagen går på hæld, er der kun tilbage at finde en plads mod sydvest og se solen forsvinde ned over vandet.